Kommentar af 
Mikkel Vedby Rasmussen

Alles øjne er rettet mod kvindelig værnepligt, men det er ikke den største nyhed i forsvarsaftalen

Fordoblingen af værnepligtige i beredskabet vidner om, hvor usikker forligspartierne mener, at verden er blevet, skriver Mikkel Vedby Rasmussen. 

At øge antallet af værnepligtige i beredskabet er en langt mere konstruktiv form for 'prepping', end at oplagre vand og dåsemad i kælderen, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.
At øge antallet af værnepligtige i beredskabet er en langt mere konstruktiv form for 'prepping', end at oplagre vand og dåsemad i kælderen, skriver Mikkel Vedby Rasmussen.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mikkel Vedby Rasmussen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I 2023 påbegyndte 4.717 værnepligtige tjeneste i Forsvaret, mens 523 gjorde tjeneste i beredskabet. Forligspartierne blev tirsdag aften enige om, at 7.500 værnepligtige skal indkaldes til tjeneste i både beredskabet og Forsvaret.

Mindst 6.500 kvinder såvel som mænd skal gøre tjeneste i Forsvaret. Det tal er nok ikke helt tilfældigt valgt. For 7.911 danske mænd blev erklæret egnet til værnepligt på sessionen i foråret 2023. Der var ikke flere mænd at indkalde.

Måske siger det mere om Forsvarets kriterier for at give folk lov til tage kongens klæder på, end om den danske ungdoms sundhedstilstand, at over halvdelen af de 20.634 mænd, som var på session i foråret 2023, blev sorteret fra.

Forsvaret opgør selv, at 70 procent af de unge mænd på session har en normal vægt, så den fordom behøver man i hvert fald ikke at have om de unge mænd. Halvdelen af de 1.523 kvinder, som tog imod tilbuddet om at komme på Forsvarets dag, blev bedømt egnet. 80 procent af dem havde normal vægt.I tal er den største nyhed om den nye værnepligtsordning ikke, at kvinder nu kan aftjene værnepligt. 25 procent af de værnepligtige er allerede kvinder. I 2023 aftjente 1.523 kvinder således værneret. Hvis Danmark når op på samme antal kvindelige værnepligtige som i Norge, skal dette tal stige med cirka ti procentpoint til 36 procent.

For den enkelte kvinde er det en revolution, at hun nu kan tvinges til at aftjene værnepligt; i hverdagen i Forsvaret vil forskellen være sværere at opdage.

Den største nyhed er heller ikke, at de værnepligtige skal kunne udføre operativ tjeneste, endda i hærens første brigade – altså den som skal sendes til Baltikum, hvis russerne angriber.

Hvis de værnepligtige skal være i Forsvaret i 11 måneder, så skal de sættes til et eller andet nyttigt. Forsvaret forventer tydeligvis at bruge de værnepligtige som en reserve, mens det fortsat vil være professionelle soldater, som udgør kernen i reaktionsstyrkerne.

Behovet for værnepligtige i beredskabet er i høj grad en af grundene til, at værnepligten ikke blev afskaffet for ti år siden.

Mikkel Vedby Rasmussen

Den største nyhed om den nye værnepligtsordning er, at antallet af værnepligtige i beredskabet fordobles – fra cirka 500 til 1.000. Eller det vil sige: det er muligt at indkalde op til 1.000 flere værnepligtige – om beredskabet rent faktisk benytter sig af det (eller har behov for det), er en anden sag.

Hvor værnepligten i Forsvaret har været omdiskuteret de sidste 20 år, så har det aldrig været kontroversielt, at beredskabets redere og brandfolk er værnepligtige.

Tværtimod har Beredskabsstyrelsen altid frygtet at miste sine værnepligtige, hvis Forsvaret ikke længere skulle have dem. Behovet for værnepligtige i beredskabet er i høj grad en af grundene til, at værnepligten ikke blev afskaffet for ti år siden.

At fordoble antallet af værnepligtige i beredskabet siger mere end noget andet, hvor usikker forligspartierne mener, at verden er. At øge antallet af værnepligtige i beredskabet er en langt mere konstruktiv form for 'prepping', end at oplagre vand og dåsemad i kælderen.

Uanset om det er truslen om, at fjerne krige kommer tættere på, eller behovet for at forhindre stormflod og andre konsekvenser af mere ekstreme klimaforhold, så ser man et behov for at øge beredskabet.

Læs også

Flere værnepligtige til beredskabet gør også behændigt det samlede antal indkaldte værnepligtige større, så forligspartierne kan få deres ambitioner indfriet, mens Forsvaret kan koncentrere sig om at opbygge kampkraft. Forsvaret havde ønsket at tage cirka det samme antal værnepligtige ind som i dag, men blev altså pålagt af forligspartierne at indkalde flere.

For sandheden er, at selvom Forsvaret er glad for værnepligtigen, fordi man føler, at det er en del af båndet mellem Forsvaret og samfundet, så har Forsvaret ikke nødvendigvis brug for værnepligtige.

Forsvaret er igennem de sidste 30 år blevet et professionelt forsvar, og der er tilsyneladende ingen planer om at lave om på det. De værnepligtige bliver et supplement til de professionelle soldater.

Den sikkerhedspolitiske situation gør, at værnepligten virker meningsfyldt, og det vil motivere unge til at melde sig frivilligt.

Mikkel Vedby Rasmussen

Det glæder ikke mindst på kort sigt. Siden Forsvaret hverken har kaserner eller uddannelsesstruktur til at huse og uddanne 6.500 værnepligtige i 11 måneder, skal den udvidede værnepligt indføres efterhånden, som der er plads til 2.500 flere værnepligtige på kasernerne, og man har fundet opgaver til dem i de seks måneder, hvor de, som det hedder i Forsvaret, skal udføre 'gavntjeneste' efter de første fem måneders basisuddannelse.

Det kommer til at tage tid. Så man kan allerede nu glæde sig til mediehistorierne om, hvordan værnepligten ikke er blevet indført så hurtigt, som man havde regnet med.vDerfor kommer det også til at vare et stykke tid, før de første kvinder bliver tvunget til at aftjene deres værnepligt.

Alle synes at gå ud fra, at færre vil melde sig frivilligt, når tjenesten bliver forlænget fra fire til 11 måneder. Men reelt ved vi det ikke.

Vi ved derimod fra perioden, hvor dansk soldater kæmpede i Afghanistan, at udsigten til at komme i kamp tiltrækker, snarere end afskrækker, unge mennesker til Forsvaret.

Den sikkerhedspolitiske situation gør, at værnepligten virker meningsfyldt, og det vil motivere unge til at melde sig frivilligt. Hvis antallet af værnepligtige kun øges langsomt, så vil Danmark formentligt fortsat have værnepligtigt af navn, men et frivilligt forsvar af gavn.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mikkel Vedby Rasmussen

Professor, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1997), MSc International Relations (London School of Economics 1995), ph.d. (Københavns Uni. 2000)

0:000:00